Smartlog v3 » Min tankeblok
Opret egen blog | Næste blog »

Min tankeblok

Tanker, overvejelser, oplevelser og meninger luftes offenligt

Om at blive til det, man bliver til

25. Nov 2009 22:09, Janus

Eller solsortespor i sneen.
Eftermiddag. Hører Cat Powers. Sneen falder myldrende og kaotisk og stille, som når dynen rystes i en indfaldende solstribe og støvet lydløst hvirvler. Solen skimtes ind imellem som en overblænding, og jeg misser med øjnene og slåes af den dæmpede stemning scenen fremkalder.

En solsort går på græsset og træder sine solsortespor i sneen. Den hopper hen over fliserne til venstre og blinker med øjnene. Hvorfor hopper den til venstre og ikke til højre. Har den en intention? En mening eller vilje? Eller vender den sig om og konstaterer, ligesom jeg ved vinduet, at sporerne gik til venstre og endte på fliserne? Trækker på skulderen eller blinker med sine solsorteøjne: Ok jeg gik til venstre og endte her, men kunne ligeså godt have endt i naboens have. Hvis den havde været heldig , ville der have været krummer fra morgenbordet på foderbrættet, hvis den havde været uheldig, mødt naboens fede kat.

Solen og solsorten forsvinder, sneen dækker dens tynde spor, snart er de helt væk, og i morgen har jeg måske glemt alt om den lille solsort.

Er det sådan det er. Skal vi se bagud for at se, hvor vi endte? Trækker jeg mine spor af tilfældighed eller intention? Må finde ud af det, inden sporerne er væk.

Kigger op. Sneen falder endnu og Cat Powers synger med sin særegne stemme.

II

Livstone

Gårdsdagens sne er væk. Helt væk. Og alle sporene i haven, solsortens, kattens og mine, er væk, som havde de aldrig eksisteret eller havde haft mening.

Det er mørkt nu. Snarere sort udenfor og dunkelt herinde, hvor jeg afsøger erindringens fjerne kroge og kigger mig over skulderen for at se, hvor jeg er endt og hvorfor. For jeg havde ikke en intention, om at ende lige her heller ikke en modvilje, men en forundring over, at det er lige her. Nu.

Hvilken mening har bragt mig her. Ofte tillægger jeg tilfældigheder parret med drift og tilbøjelighed. For et stykke tid siden faldt det mig ind, at min genetiske arvemasse kombineret med den tidlige opvækst har givet mig lige min specielle livstone. Som alle andre deres. Det filter som jeg ser og forstår verden igennem, og den præference som giver bestemte tanker og handlinger, trigget selvfølgelig af tilfældighedernes spil.

Sporene ender her. Lige her. Ikke som tilfældighed, men som en magnet har trukket i den her retning. Koordinatet passer. Plus/minus et eller andet. Skal vi sige 20 %?

Selvom sneen og sporene er væk og erindringer vage og hukommelsens billeder støvede og grovkornede, kan måske ikke en gang huske, at de er taget. Men alle spor ender ca. her. Her hvor jeg er nu. Kan ikke gemme mig eller undskylde. Alle fodspor, alle billeder. Alle synlige og usynlige spor har mening, for de ender her. Ikke en højere mening, som Guds hensigt eller skæbnens uafvendelige komme, men en mening, hvor magneten har trukket i hver eneste tanke og handling på en vej, der ikke er asfalteret, men vidstrakt bred. Som tegnede sig, da min mor gjorde som min mormor og min oldemor igen. Livstonen farver vejen, vi går.

Og den kommer her forbi, hvor det er sort udenfor og sneen væk, men smukt og Cat Powers synger: You’re supposed to have an answer, you are supposed to have living proof


 

 

Hr. og Fru Rødvin eller om kunsten ikke at tale sammen

6. Oct 2009 09:08, Janus

 

Jeg sidder og kigger ud ad vinduet. Efterårspytter og blade på fortovet. Det er sidst på eftermiddagen, og der er folk på gaden. Nogle har gøremål, og andre driver rundt. Måske på må og få, eller ventende på, den elskede skal komme. Eller drevet af kedsomheden.

Vinduespladser er altid gode. Så kan man følge med i alt på cafeen og på gaden. Her er godt fyldt. Unge par med cola light og bærbar. Kvinder, sandsynligvis veninder, der har sat hinanden stævne, over en Cafè latte. De er i alle aldre. I gamle dage mødtes de om formiddagen, mens manden var på arbejde, på skift hos hinanden. Madopskrifter og opdragelse. Overleverende og udleverende. Fælles skriftestol og fælles dom over dem, som ikke var der. Mon venindekulturen er anderledes her i cafeens tætte rum?
I et hjørne et ungt par. Hun taler og smiler, han ser på hendes mund og nikker og tænker dem et helt andet sted hen. Han rækker over bordet og tager hendes hånd. Deres øjne lyser og de skaber et rum, kun for dem, som elskende jo gør.
Jeg sidder ved et bord alene og overvejer en salat, men er mest optaget af at kigge og tolke menneskene omkring mig. Tillægge dem livssituationer og motiver, som de aldrig bliver forholdt. Enkeltord dukker frem fra den store grundsummen. Jeg bliver bekræftet eller det modsatte. Min leg kører. De lever, jeg betragter.
Ind kommer et par. Midaldrende, slanke. Briller begge to, og ingen sindsbevægelser at spore i deres ansigter. Han stopper og kigger på hende. Afventende. Konen formoder jeg. Hun scanner lokalet og nikker frem mod en tom plads tæt på mig. Hun går frem mod den, han følger. De tager frakkerne af og sætter sig. Kigger menukortet igennem. Konen ser lettere irriteret efter tjeneren. Først nu bevæger hun læberne samtidig med, at hun peger ned i kortet. Han nikker og tager brillerne af og pudser dem i en serviet.
De sidder og kigger lidt. Mundene bevæger sig ikke. Jeg begynder min lille leg. Oplægget er ikke så svært. Set alt for tit.
Endelig kommer tjeneren

Konen ser op og siger noget. Jeg er lidt distraheret.
Så er læberne stille igen. De venter. Ser sig lidt omkring i smug. Prøver at fange dem med et imødekommende smil. Forgæves.
Jeg kan mærke, at jeg ikke bryder mig om, at de bare sidder der og sidder og ikke siger noget til hinanden. Hvis de ikke kan sige noget til hinanden, kunne de da for fanden ikke tage en avis eller et magasin, eller hvad ved jeg.

Maden kommer, og de spiser. De sidder der og siger ikke noget til hinanden. Jo hun bevægede læberne en enkelt gang. Måske kunne hun lide maden. Har de mon været gift i en menneskealder? Er alt sagt? Er de sure eller vrede. Ansigterne viser ikke noget. Bare ser frem for sig, spisende. Er de bare skåret ud i kulisser for hinandens liv? Er kærligheden udlevet, spist, ædt op, forbrugt? Eller er her en mand, der endelig har fået stoppet sin kvindens endeløse strøm af ord, og hun først må sige noget, som hun tror, han vil finde interessant? Eller er det bare mig, der ikke forstår, at de hviler i sig selv og trives med trygheden bare ved den andens nærvær?
Han ser op efter tjeneren, jo mandens rolle, får øjenkontakt og nikket. Tjeneren med den alt for korte kommer. Endelig siger han noget. De sidder lidt, mens han ordner. De rejser sig som på tælling, tager frakkerne på og går ud. Jeg mærker, at jeg får lyst til at gå efter dem, stadigt aflurende, håbende deres optræden var aftalt spil, for at

jeg skal tage mig sammen, nogle skal tage sig sammen, eller for give mit besyv med om livets og kærlighedens hårde vilkår.
Men jeg gør det ikke, for hvad ved jeg. Det som jeg ser som stabilt enerverende kedsommelighed og fælles ensomhed, kan være deres valgte grundtone uden udmarvende udsving med op- og nedture.
Men jeg ser dem gå ud ad døren, og ser dem tit på offentlige steder. I campingvognens fortelt, på cafeteriet, på båden i havnen, på altanen i ferielejligheden, i sommerhuset med et glas rødvin, så jeg kalder dem Hr. og Fru Rødvin. Middelklassens dulmer over den endeløse kedsomhed, vi skænker hinanden, når børnene er fløjet og hverdagen alt for let.

Jeg ser rundt i lokalet. Kærligheden leves, opleves og er udlevet lige her for øjnene af mig. Jeg bliver trist og tænker på andre historier om udlevet og uudlevet kærlighed. Skal de mon fortælles, eller skal jeg drikke et glas rødvin?

 

 

Sensommervemod

10. Sep 2009 23:43, Janus

 

Var nede i byen her til eftermiddag. Solen stod over byen, sommeragtigt og solbriller og skjorte på cykel med indkøbsseddel i lommen. Ør over dagens held, der holder efteråret på distance med udstrakt arm og mennesker, der som jeg nyder øjeblikket og glemmer, at sommeren er på lånt tid, og vinterens mørke en fjern skæbne, et vilkår, som fortoner sig i vage konturer eller glimt af kort rædsel. Det uafvendelige, som vi fortrænger og skæbnens gang holdt på afstand af turisternes forundring over byens røde tage i det indfaldende bløde lys, og deres børns hop og spring og latter i lutter betagelse over sommerens tilsyneladende evighed.

Der midt i vrimlen af liv og sensommer, så jeg en gamling med rollator, stavrende af sted med indfaldne kinder og vemodige øjne, slidt hår, foroverbøjet og tynde skrøbelige lemmer, som dødens markører på afslutning og forfald. Cyklede sindigt forbi, og så hende i et glimt, gamlingen. Det slog mig, jeg havde set hende før. Ofte uden at kende hende. I forsamlinger eller på gaden. 10 år eller der omkring. Ivrigt gestikulerende og argumenterende. Med holdninger og engagement og en skrøbelig belevenhed, som et tilbageholdt åndedræt, der viste en kvinde, der ville og kunne sætte sig ud over sig selv, men ikke var anmassende og frembrusende eller selvhævdende og kynisk. Sjældent feminin og vedholdende. Alt i et kort komprimeret øjeblik, mens jeg passerede på min cykel.

Jeg huskede hende i det øjeblik. Kendte hende ikke, havde aldrig tænkt på hende eller havde snakket med hende eller udvekslet nik eller blik. Bare et menneske, som man møder eller ser. På gaden. I supermarkedet. På skolen. Til borgermødet. I børnehaven. På fortovet med hund. Eller uden. I forhave om foråret eller i løb over engen. Et menneske, som er en del af fællesskabet, bare ukendt, men genkendt. Bare en som man ser i ny og næ. Kunne være død og borte, uden vi skænkede det en tanke.

 

Men når jeg ser hende over tid som i eftermiddags, kunne havde været hvilken som helst anden, hvor tiden har sat tydelige spor, træder livets forgængelighed pludselig frem. Vi ser det ikke så tydeligt på os selv i spejlet, eller på vores nærmeste eller kolleger eller tanten hver anden måned. Men pludseligt, når den ukendte kendte genkendes efter lang tid, som i dag med dødens markører tydeligt prentet i fremtoningen bliver sensommereftermiddagens lange skygger trukket op med sort tusch og glemmebogens tekst blev læst. Men heldigvis kun ganske kort, for øjeblikket efter mødte jeg manden med hunden, der altid har charmeklud om halsen. Og vi nikkede og smilte og håbede at solen bare blev ved at varme.

 

 

Om at tæde i karikatur

24. Jun 2009 18:33, Janus

De er mange steder. Til juleaften, til julefrokosten, til familiesammenrend eller på restauranten, i toget eller bussen, på fortovene eller på bænkene.  I parken eller på bagsædet. I banken eller på posthuset. Jeg er tålmodig og forstående. På sidelinjen eller kørt ud på et sidespor. Påståelige og kværulerende. På vejene eller parkeringspladsen. I kø ved kassen eller lotto ved kiosken. Sukkende og langsomme. Desorienterede og harme.

Jeg har været til sommerfrokost, og skal igen de næste dage. Jeg har mødt dem og vil til stadighed møde dem. Det er de sure gamle. Det er de forurettede over livets tilskikkelser og alderens tyngde. Eller er det bare genetisk, at mange ender som mavesure tilskuere til livets mangfoldigheder, og ser det som personlige fornærmelser, at maden er kold, ungerne larmer, de unge kysser, alt er for dyrt, naboens kat pisser og bilen kører i tomgang, ingen respekt, for få penge i pensionen og avisen ikke kommer til tiden.

Er det skæbnens ironi, at vi foldes ud først i livet med nysgerrighed, appetit og mod på alt nyt, og foldes sammen i alderdommen i selvtilstrækkelighed og uoplagthed?  Hvordan mon det kan være, at der så få friske og åndsnærværende? Mennesker, der i en sen alder formår at holde gejsten og livsdueligheden og glæden over hverdagen, højt? Der er selvfølgelig en del, der rammes af sygdom og smerte og tab. Men alligevel, er vi genetisk disponerede for sortsyn og snævertsyn? Vi kender eller kendte dem: vores forældre, tanten, onklen, i familiens kreds, venners forældre osv. Ikke forfærdelig mange gode og opbyggende historier.

I barndommen og ungdommen udvikles vi, uddannes, danner par, får børn, etablerer os. I trediverne træder vi i karakter, som den vi er med de interesser og specielle træk, som lige præcis gør os til den, vi er. I alderdommen eller bare senere i livet bliver mange af os egne eller særlinge lige præcis der, hvor vi tidligere i livet trådte i karakter. Den måde vi er eller var specielle på, udvikles til en særhed eller særheder. Vores træk og særkende bliver dominerende og måske forvrængede senere i livet. Det, der startede med at træde i karakter ender med at træde i karikatur.

Pudsigt som livet former os, ikke?

 

 

Vinden fra nordøst

9. Jun 2009 21:30, Janus

Pinseturen

Vinden fra nordøst. Frisk og kølig. Trækker hvide toppe derude på vandet. Planen er at sejle ud for motor, sagte inden om Møllegrund på meget lavt vand, se sæler og så sætte sejl, vinke farvel til Endelaves lave profil og sejle for en laber brise ned til Æbelø og ligge for anker natten over på vestsiden i læ og smult vande.

Vi kommer ud ad den nye havn og sætter kursen mod den lille sandtange, hvor sæler og gundt vande er fremherskende. Vi lister for motor, det helt lave stykke. 10cm. under kølen. Sgu ikke meget. Men derovre ligger de tæt. Sælerne. På rad og række. Og det grønne vand lyser i solen med tang og sten på bunden. Vi glider forbi og er på frit vand. Snuden i vinden, der står i blafrende sus over båden. Vi trækker og hiver i kaotiske øjeblikke tovenes ender på spil og klamper og easylocks. Bommen slår slag over hovedet til det magiske øjeblik indtræffer: Vi drejer båden rundt og ruller forsejlet ud og slukker motoren og vinden fanger sejlene. Larmen afløses af klukkende ro, som båden accelerer gennem vandet og vindens pres får båden til at krænger lidt og gør endnu mere fart på den der euforiske måde, som sejlbådes besætninger føler, når de drives frem i elementerne af elementerne.

Forude står Æbelø klart på horisonten og roret dirrer af fart og kølvandet trækker spor tilbage til Endelaves svindende kyst. Et par marsvins rygfinner spottes i bølgernes rullen. De dykker foran bådens stævn. Vi ser spejdende efter dem, og bliver alligevel overraskede over blåset bag os, da den ene svømmer om kap med os. Og se der! Den anden bevæger sig lydløst og hurtigt bagfra i en legende og let tagfat. Op til overfladen og ned igen. Ser den på os? Årh! det bliver en god dag.

Senere Æbeløs nordlige skrænter. I læ med ankeret godt trukket ned i sandet og fuglenes sang i ørerne pumpes gummibåden op. Solen står i aftenstråler ind i cockpittet, varmt og sommeragtigt, mens bølger brækker lige derude på Æbelø Rev. Gummibåden pakkes med mad og vin og tæpper og kapokpuder. På den storstenene strand laver vi rede med bål og afbarkede træstammer som ryglæn. Og snakker velfornøjede om tingenes tilstand og om heldet ved at være her lige nu i dette smukke øjeblik, som vi også har opsøgt.

Mens månen afløser og ilden varmer og rødvinen er eliksir lukker natten sig om os, som en sort ring af intethed og tæthed. Tæpper varmer ryggen og nakken glider tilbage og stjernerne tegner deres figurer på himlen, som er set over båls opadgående gnister i titusindvis af år af menneskelige øjne med samme længsler og håb om alt det gode, der findes og kan ske.

Senere igen. På vej ud til båden. Hvorfor laver månen ikke en stribe, men kun en ø af månelys langt ude? Årernes tag i natmørkt vand. Lyden af skvulp og fremdrift. Er båden stadig derude i det sorte og pludselig morildens neonlys, der i det mørke vand. Og vores hænders leg og pjask med det lysende plankton. Som hurtige røntgenbilleder af naturens forunderligheder.

Og til allersidst. Kroppen i soveposen og hovedet duvende på puden og taknemmelig over at alt kan være så skønt, og at vi er så heldige at være her en lille bitte stund.

 


 

 

 

Janus
Janus
Prøver at gå gennem livet med åbne øjne, vind i håret, smil på læben og appetit på nyt. Email: tankeblok@gmail.com

Kalender

« October 2016 »
MTWTFSS
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31 

Hvor kommer de fra?